I ♥ my soulsisters: marts 2012

Det er underligt.
Du giver alt hvad du har for at være den bedste du kan være, men alligevel ender det med, at du sidder tilbage med åben mund og tænker, hvorfor?
Jeg har virkelig ændret mange ting i mit liv, for at komme til at være den bedste. Jeg har droppet venskaber, kontakter, vaner og meget andet, men det endte med, jeg alligevel sidder her. Sidder her og føler mig dum. Hvorfor og hvordan kan det være, det altid skal ende med, at det er mig der bliver trådt på? Jeg er så træt af at være offeret, jeg er så træt af at åbne mig op, fortælle om min fucked up-hed, mine tanker og meninger, og så alligevel blive pisset på. Hvad er meningen så med det hele? Jeg er ked af det. Jeg føler det er min skyld. Men fandme nej! Den her gang har jeg spillet og gjort alt godt, og har på ingen måde gjort noget galt. Jeg har virkelig prøvet at give alt jeg har, trods modstand, og jeg ville forsætte med at give alt jeg kunne, hvis ikke det var for den her følelse nu.

Tomhed. Tristhed. Holdt for nar.

Det kræver virkelig meget før, at alt bliver som det var, og der er mange ting der skal bevises før jeg overhovedet tør tro på det. Hvis det kunne ske 1 gang, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?
Dog er jeg intet uden.

Overgangen fra barn til voksen er virkelig hård. Jeg har haft følt den har været der før, men det er først nu det går op for mig, at den blot er på vej.

Problemer, skole, uddannelse, familie, kæreste, venner, fremtid, fortid, valg og hvad der nu hører til. Alt sammen begynder at blive vanskeligt. Jeg har nu indset at der faktisk kun er 3 måneder til at jeg skal i gang med de afsluttende eksamener, og selvom tiden er knap, føles det virkelig som en evighed. Jeg går hver dag og tænker over, at dette kun var én dag ud af mange de næste par måneder. Jeg har på det sidste virkelig ikke haft lyst til at tage i skole, som i virkelig ikke lyst! Når jeg så alligevel har tvunget mig derover, er jeg virkelig på grådens rand det 1. Modul. Jeg gider ikke mere. Jeg er så træt og ligeglad med alt, at det overhovedet ikke burde være en mulighed for mig at have et valg. Jeg burde siden 1. G have droppet ud. Jeg er ikke skabt til mere skole, jeg er ikke skabt til at fokusere på noget der rager mig en pind, når mit egentlige liv faktisk har løse ender der skal reddes. Jeg har sat mig et for stort mål, og jeg har været klar over det fra start af. Lærerne tager det da pænt nok. Jeg er gået ned i nogle af mine karakterer, og faktisk forstår jeg overhovedet ikke hvordan jeg på nogen måde har kunne få 7 og 10-taller, når jeg på ingen måde har haft gjort en indsats. Jeg vil så gerne! Men der er bare noget i mig der ikke fungerer ordentligt, og som bare ikke kan hjælpe mig med at tage mig sammen. Derfor bliver alt gjort halvhjertet….. Det fedeste er, når jeg så endelig har overskud og rent faktisk tager mig sammen til at lave bare noget, så er det virkelig den bedste følelse ever! Dog sker det alt for sjældent. Jeg ved hele tiden med mig selv, at jeg ville kunne klare hver evig eneste opgave 1000 gange bedre end jeg formår, hvis jeg bare var optimal. Derfor bliver jeg så sur og ked af det, når det bare ligesom ikke sker. Hver evig eneste dag. Det er længe siden jeg rent faktisk har haft taget mig i virkelig at gøre mig umage! Det er blevet en smule bedre, og jeg føler faktisk jeg har oppet mig en smule mht. rent faktisk at læse lektierne, som vi har for.

Ikke nok med skolen, så er der alt det andet. (Det som jeg vil kalde det virkelige liv) Det går ikke altid lige godt. Det er svært at skulle gå fra de vante omgivelser, til at ændre det for at man kan være fair overfor sig selv. Og det er en vigtig ting. At være fair overfor sig selv. I sidste ende er det en selv, som man skal redde. Der er sjældent nogle der vil tage et skud for dig. Heldigvis har jeg vidst det i mange år nu, og jeg bliver ikke så skuffet længere når nogle fucker det op. Jeg forventer ikke rigtig noget af nogle, eftersom jeg har været igennem en masse lort fra såkaldte ’venner’ eller ’tætte’. ”Det er da ikke fedt at synes man kun har sig selv?” ville mange nok tænke. Men sandheden er den, at hvis man ikke forventer noget af nogle, så bliver man heller ikke skuffet. Det værste er så bare, når der er en masse kærlighed indblandet. Det gør det hele 1000 gange sværere at være en ”hård banan”. Jeg er en tøs. En rigtig tøset tøs med store T’er. Jeg elsker at være tryg, pink fluffy unicorns, troen om at alt er perfekt og hvad der ellers hører til. Sagen er bare den, at det ALDRIG har fungeret ordentligt for mig. Når man tror man har det allerbedst, vil der ske noget der trækker en ned. Jeg er vant til det efterhånden, og har derfor bare lært at leve med, at jeg ikke kan forvente noget af nogle. Det er hårdt. Man kan føle sig så alene selvom man er omgivet af 100 venner. Så er det der man har sin familie. Og sine aller tætteste, der har været der i tykt og tyndt. Dem ville jeg aldrig være foruden! Der er ikke mange, og de bliver færre og færre, men et eller andet sted er det måske meget godt at man får orden i hvem der er sande venner, og hvem der ikke er. Jeg har i hvert fald været god i 2012 til at være fair overfor mig selv, og droppe dem der havde fortjent at blive droppet. Droppe er måske et forkert ord at bruge i den her sammenhæng, for jeg har ikke gjort det på nogen ond måde. Jeg har behandlet andre, som de har behandlet mig.

Alt det her, alle de beslutninger og valg der skal tages i ens udvikling fra barn til voksen, det er sgu ikke noget jeg bryder mig om. Det tager for hårdt på en. Jeg er et træt menneske der hverken er barn eller voksen, og som hverken vil være det ene eller andet. Jeg vil bare være glad. Have det rart, og leve mit liv. Jeg kan ikke tage stilling til hvad jeg vil i mit liv, og jeg synes ikke det er fedt at have hele min fremtid i mine egne hænder. Jeg vil bæres. Bæres igennem det hele.