Everything will get better.

20032012

Det er underligt.
Du giver alt hvad du har for at være den bedste du kan være, men alligevel ender det med, at du sidder tilbage med åben mund og tænker, hvorfor?
Jeg har virkelig ændret mange ting i mit liv, for at komme til at være den bedste. Jeg har droppet venskaber, kontakter, vaner og meget andet, men det endte med, jeg alligevel sidder her. Sidder her og føler mig dum. Hvorfor og hvordan kan det være, det altid skal ende med, at det er mig der bliver trådt på? Jeg er så træt af at være offeret, jeg er så træt af at åbne mig op, fortælle om min fucked up-hed, mine tanker og meninger, og så alligevel blive pisset på. Hvad er meningen så med det hele? Jeg er ked af det. Jeg føler det er min skyld. Men fandme nej! Den her gang har jeg spillet og gjort alt godt, og har på ingen måde gjort noget galt. Jeg har virkelig prøvet at give alt jeg har, trods modstand, og jeg ville forsætte med at give alt jeg kunne, hvis ikke det var for den her følelse nu. 

Tomhed. Tristhed. Holdt for nar.

Det kræver virkelig meget før, at alt bliver som det var, og der er mange ting der skal bevises før jeg overhovedet tør tro på det. Hvis det kunne ske 1 gang, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?
Dog er jeg intet uden.

Fra barn til voksen

Overgangen fra barn til voksen er virkelig hård. Jeg har haft følt den har været der før, men det er først nu det går op for mig, at den blot er på vej.

Problemer, skole, uddannelse, familie, kæreste, venner, fremtid, fortid, valg og hvad der nu hører til. Alt sammen begynder at blive vanskeligt. Jeg har nu indset at der faktisk kun er 3 måneder til at jeg skal i gang med de afsluttende eksamener, og selvom tiden er knap, føles det virkelig som en evighed. Jeg går hver dag og tænker over, at dette kun var én dag ud af mange de næste par måneder. Jeg har på det sidste virkelig ikke haft lyst til at tage i skole, som i virkelig ikke lyst! Når jeg så alligevel har tvunget mig derover, er jeg virkelig på grådens rand det 1. Modul. Jeg gider ikke mere. Jeg er så træt og ligeglad med alt, at det overhovedet ikke burde være en mulighed for mig at have et valg. Jeg burde siden 1. G have droppet ud. Jeg er ikke skabt til mere skole, jeg er ikke skabt til at fokusere på noget der rager mig en pind, når mit egentlige liv faktisk har løse ender der skal reddes. Jeg har sat mig et for stort mål, og jeg har været klar over det fra start af. Lærerne tager det da pænt nok. Jeg er gået ned i nogle af mine karakterer, og faktisk forstår jeg overhovedet ikke hvordan jeg på nogen måde har kunne få 7 og 10-taller, når jeg på ingen måde har haft gjort en indsats. Jeg vil så gerne! Men der er bare noget i mig der ikke fungerer ordentligt, og som bare ikke kan hjælpe mig med at tage mig sammen. Derfor bliver alt gjort halvhjertet….. Det fedeste er, når jeg så endelig har overskud og rent faktisk tager mig sammen til at lave bare noget, så er det virkelig den bedste følelse ever! Dog sker det alt for sjældent. Jeg ved hele tiden med mig selv, at jeg ville kunne klare hver evig eneste opgave 1000 gange bedre end jeg formår, hvis jeg bare var optimal. Derfor bliver jeg så sur og ked af det, når det bare ligesom ikke sker. Hver evig eneste dag. Det er længe siden jeg rent faktisk har haft taget mig i virkelig at gøre mig umage! Det er blevet en smule bedre, og jeg føler faktisk jeg har oppet mig en smule mht. rent faktisk at læse lektierne, som vi har for.

Ikke nok med skolen, så er der alt det andet. (Det som jeg vil kalde det virkelige liv) Det går ikke altid lige godt. Det er svært at skulle gå fra de vante omgivelser, til at ændre det for at man kan være fair overfor sig selv. Og det er en vigtig ting. At være fair overfor sig selv. I sidste ende er det en selv, som man skal redde. Der er sjældent nogle der vil tage et skud for dig. Heldigvis har jeg vidst det i mange år nu, og jeg bliver ikke så skuffet længere når nogle fucker det op. Jeg forventer ikke rigtig noget af nogle, eftersom jeg har været igennem en masse lort fra såkaldte ’venner’ eller ’tætte’. ”Det er da ikke fedt at synes man kun har sig selv?” ville mange nok tænke. Men sandheden er den, at hvis man ikke forventer noget af nogle, så bliver man heller ikke skuffet. Det værste er så bare, når der er en masse kærlighed indblandet. Det gør det hele 1000 gange sværere at være en ”hård banan”. Jeg er en tøs. En rigtig tøset tøs med store T’er. Jeg elsker at være tryg, pink fluffy unicorns, troen om at alt er perfekt og hvad der ellers hører til. Sagen er bare den, at det ALDRIG har fungeret ordentligt for mig. Når man tror man har det allerbedst, vil der ske noget der trækker en ned. Jeg er vant til det efterhånden, og har derfor bare lært at leve med, at jeg ikke kan forvente noget af nogle. Det er hårdt. Man kan føle sig så alene selvom man er omgivet af 100 venner. Så er det der man har sin familie. Og sine aller tætteste, der har været der i tykt og tyndt. Dem ville jeg aldrig være foruden! Der er ikke mange, og de bliver færre og færre, men et eller andet sted er det måske meget godt at man får orden i hvem der er sande venner, og hvem der ikke er. Jeg har i hvert fald været god i 2012 til at være fair overfor mig selv, og droppe dem der havde fortjent at blive droppet. Droppe er måske et forkert ord at bruge i den her sammenhæng, for jeg har ikke gjort det på nogen ond måde. Jeg har behandlet andre, som de har behandlet mig.

Alt det her, alle de beslutninger og valg der skal tages i ens udvikling fra barn til voksen, det er sgu ikke noget jeg bryder mig om. Det tager for hårdt på en. Jeg er et træt menneske der hverken er barn eller voksen, og som hverken vil være det ene eller andet. Jeg vil bare være glad. Have det rart, og leve mit liv. Jeg kan ikke tage stilling til hvad jeg vil i mit liv, og jeg synes ikke det er fedt at have hele min fremtid i mine egne hænder. Jeg vil bæres. Bæres igennem det hele.

Do I have to say more?

5 fingers for a reason

99 problems

Jeg synes det sker tit, at man glemmer hvad man rent faktisk har.
Det er svært hver evig eneste dag at være taknemmelig for alt det man er i besiddelse af, men nogle gange må man virkelig prøve. Når man tænker over hvilke problemer der egentlig opstår for en i hverdagen, er de for det meste ret overfladiske ifht. hvordan det kunne have været. "Min veninde har været en lort overfor mig og har ditchet mig fuldstændig!" Sådan har jeg det lidt lige pt. men hvor stort et problem er det egentlig lige alligevel? Lad dog denne såkaldte veninde være og kom videre. Det har jeg prøvet. Og jeg er faktisk blevet gladere, da jeg ikke har dét at tænke på!
Det er bare svært at tænke over at andre har det værre end en selv, når man står i en situation hvor man virkelig føler at verden er imod en! Men når man så lige tager nogle skridt tilbage og ser på hvor svært det rent faktisk står til, så kan jeg nogle gange ikke lade være med at grine. Der er folk der har syge problemer med at finde et sted af bo, udsat for misbrug, ingen penge har osv. Og så står jeg her og har krise over at en anden person har været en nar og at min neglelak er ved at komme af. Helt ærligt!
Problemerne er aldrig større end at man kan løse dem. Enten på den ene eller anden måde.

..

Skuffet gang på gang

Synes det er komisk hvordan alle har lagt mærke til forandringen.
Folk tager afstand til forandringen, da den ikke er særlig behagelig at være i nærheden af. Jeg har altid troet på, at forandringer for det meste ville være positive, lige indtil den her gang.
Aldrig har jeg mistet så meget for en forandring, og aldrig har jeg haft så ondt af den. Venner der forsvinder fra forandringen og folk der taler bag forandringens ryg, fordi den efterhånden er blevet så latterlig, at ingen kan overskue den. Det jo synd. Det er ikke rart ikke at have nogle venner, og slet ikke, ikke at have nogle nære. Men, hvad skal sådan en som mig gøre? Bare se på forandringen blive værre, tage afstand og så leve mit eget liv. Eller skal jeg endnu en gang prøve at redde forandringen inden den går endnu mere galt? Jeg har hele mit liv været der for forandringen og jeg har altid været til rådighed 24/7. Men, jeg er træt af at blive skuffet, og jeg føler ikke jeg får noget igen. Det er ikke fordi jeg ligefrem altid forventer at få noget igen, men når jeg så endelig har brug for at forandringen tager 1 time ud af sit liv, så kan jeg ikke regne med det sker. Det var skønt, men tak for årene hvor det gik dejligt. Jeg er bare blevet klogere nu, og har fundet ud af hvem og hvad der er værd at holde på.

♥

A new year, a new nailart

..

Nogle gange forstår jeg ikke hvordan det i dit hoved kan være okay.....

..

YO YO YOO!
Jeg tjekker bare lige ind for at sige, at jeg stadig lever, er super lykkelig, og snart vender tilbage. Lige nu er den virtuelle verden bare LANGT fra spændende i forhold til hvad jeg har i virkeligheden! Jeg bruger ikke min tid på små eller store problemer, jeg når at løse dem inden det er for sent!

Enjoy life! You seriously don't know when your time has come!

I lost you

Det der med når man mister den der ellers var den tætteste.
Look what you've become, or should I say WHO you've become..

HAHA! Sød Yousra!

No homework!

"I dag magter jeg ikke at skænke lektier bare én enkel tanke! Jeg skal hjem, have mad og så sove!"
I kender sikkert alle sammen de dage. Og efter at have været i skole fra 8-16 med 4 moduler, og i øveren med Sophus, Prathi og Nordmanden, så magtede jeg slet ingen ting. Dog kunne jeg ikke holde mig fra at kigge på lektierne til i morgen. Og hvilken dag kan jeg vælge bedre til ikke at gide lave lektier, end den dag hvor jeg rent faktisk ingen lektier har for?! YAY!

...

Følelsen af at det presser i dit bryst grundet stress.
Jeg kunne seriøst tude lige nu. AT9 er snart færdig - I CAN DO IT!

Desværre ..

Der er 365 dage på et år til at lave lektier i.
Hvis man fjerner alle søndage, er der 313 dage tilbage, også er der ca. de 50 dage hvor vejret er for varmt til at lave lektier, dvs.
263 dage tilbage, og selvfølgelig sover vi mindst 8 timer hver dag, som svarer til 122 dage på et år. Så er der 141 dage tilbage. Hvis vi hver dag bruger én enkel time på os selv, er det 15 dage på et år, dvs. 126 tilbage. Vi skal jo også have noget at spise og drikke ca. 2 timer om dagen, hvilket er 30 dage i alt. Så er der 96 dage tilbage. Og for at udvikle sig, skal man også ud og røre sig 2 timer om dagen og 2 timer til at shoppe i, også er det allerede 92 dage. Så har vi 4 dage tilbage. Og trods alt er vi et mennesker, og vi bliver jo nok syge mindst 3 dage på et år.
Hoov 1 dag tilbage! Den dag er min fødselsdag!

Når du er i gang med AT9..

.. og der er mange sider og ting at holde styr på!