Jeg føler mig som et dårligt menneske..
Her den anden dag sad der en dame i bussen, som tydeligvis havde psykiske problemer, idet hun sad og græd og råbte og snakkede med sig selv. Nogle ville kalde hende bims, sårn virkelig bims. Hun var usoigneret, og havde en klap for øjet, måske hun legede, måske hun havde problemer med øjet. Men da jeg trådte ind i bussen, kunne jeg med det samme mærke at 'stemningen' var anspændt. Og der gik ikke længe før jeg lod mærke til damen, som sad næsten forrest i bussen, dér ved 4-mands stedet.
"Bare sæt jer.. Hvis I altså tør" græd hun! Damn. Det var sørgeligt at se og høre. Virkelig. Hun græd. Hun var ikke farlig, overhovedet! Det var bare en ubehagelig situation. Der sad en mand og en dame og snakkede lidt med damen, men det var ikke på den der: "Vi forstår dig, det er synd for dig"-måde. Mere: "Vi snakker med dig fordi vi skal, men er rent faktisk ligeglade"-måde. Det var en hård tone de snakkede i. Og jeg kunne ikke lade være med at have ondt af damen.. Men gjorde jeg noget? Snakkede jeg med damen? Satte jeg mig på pladsen - som hun ønskede nogen skulle sidde på. Nej, nej og nej. Og hvorfor gjorde jeg det ikke? - Jeg har ingen ide. Hun var jo fuldstændig harmløs, ville ikke gøre en flue fortræd. Men tror bare hele situationen var ubehagelig. Måske det var okay ikke at sætte sig ved siden af hende, men når hun snakkede med sig selv, og 'håbede' på at nogle ville snakke med hende, eller svare, så kunne man da godt lige have fundet overskuddet til at gøre damen bare lidt glad. Det var så forfærdeligt at se og høre det hele. Men alligevel gjorde jeg ikke noget ved det. Hvorfor?!
Damen er konstant i mine tanker. Jeg skammer mig
"Vi griner og vi skåler men snart bli'r stemningen nervøs
Nogen sparker og slår en stakkel dér, som er helt chanceløs
Jeg ser at ingen ta'r sig af det...og heller ikke jeg
Rædslen er for stor og stærkt for at turde blande sig
Men inderst inde....skammer jeg mig
Inderst inde....brænder tanken mig"
