Jeg elsker den måde sandheden kan få folk til a holde deres mund!
"Ej okay, hvorfor var du ikke til festen med os andre?!" - "Jeg havde ikke lyst.." - "Nå, ja okay.."
"Hvorfor er du aldrig i skole? Go' pjækkerøv du er.." - "Jeg er psykisk presset, og jeg kan derfor ikke gå regelmæssigt i skole."
I dag fik jeg faktisk sådan et spørgsmål hvor da jeg fortalte sandheden vidste hun slet ikke hvad hun skulle stille op. Jeg er fucked up. Ja. Men, hvem ville ikke være det, hvis de havde gået igennem hvad jeg har? 3 dødsfald indenfor samme halve år af nær familie. Levet med tanken om hvornår mon min farfar døde. Lever med stress til hverdag osv osv. Hvorfor ikke bare være ærlig? Når folk stiller spørgsmål ved ens opførsel, hvorfor siger man så ikke bare sandheden? Når folk spørger: "Hvordan har du det?" så svarer man per automatik: "Fint, hva med dig?". Det er jo ikke i orden. Jeg har skrevet om dette før, men jeg forstår det stadig ikke. Jeg tænker lidt, vi har alle noget vi brænder inde med. Men, det ved resten af omverdenen ikke, da det er tabu at tale om hvordan man virkeligt har det. Derfor er jeg egentlig typen der går imod størstedelen, og fortæller sandheden når nogle spørger mig om noget. Nogle ting holder jeg for mig selv, klart! Men, jeg føler egentlig ikke at jeg burde være flov over noget. Jeg er absolut ikke ene om mine problemer, det er bare ikke mange der tør stå ved dem, og sige det er mig, take it or leave it.. I stedet for der går rygter om alt muligt lort, hvorfor så ikke bare sige sandheden? Ihvertfald har jeg lært at det får folk til at lukke munden. Hvis de er rigtige venner vil de forstå en, hvis man ikke lige magter at være sammen, eller hvis man hellere bare vil ligge hjemme alene. Jeg har de bedste venner. De forstår mine særheder, og mine mange problemer. Når jeg siger nej tak, så er der ikke nogen diskussion. Jeg elsker det. Det er ikke fordi jeg truer dem, haha, men bare fordi de respekterer mig. Det er jeg så endeløst lykkelig for. Et eller andet sted tror jeg også man vil få mere respekt idet man tør stå ved sandheden, og ikke pakke tingene alt for grundigt ind. Vær dog ærlige.
Hvis man fortæller sandheden, opstår der ingen rygter, og ingen vil sætte spørgsmålstegn ved dine særheder..
"Ej okay, hvorfor var du ikke til festen med os andre?!" - "Jeg havde ikke lyst.." - "Nå, ja okay.."
"Hvorfor er du aldrig i skole? Go' pjækkerøv du er.." - "Jeg er psykisk presset, og jeg kan derfor ikke gå regelmæssigt i skole."
I dag fik jeg faktisk sådan et spørgsmål hvor da jeg fortalte sandheden vidste hun slet ikke hvad hun skulle stille op. Jeg er fucked up. Ja. Men, hvem ville ikke være det, hvis de havde gået igennem hvad jeg har? 3 dødsfald indenfor samme halve år af nær familie. Levet med tanken om hvornår mon min farfar døde. Lever med stress til hverdag osv osv. Hvorfor ikke bare være ærlig? Når folk stiller spørgsmål ved ens opførsel, hvorfor siger man så ikke bare sandheden? Når folk spørger: "Hvordan har du det?" så svarer man per automatik: "Fint, hva med dig?". Det er jo ikke i orden. Jeg har skrevet om dette før, men jeg forstår det stadig ikke. Jeg tænker lidt, vi har alle noget vi brænder inde med. Men, det ved resten af omverdenen ikke, da det er tabu at tale om hvordan man virkeligt har det. Derfor er jeg egentlig typen der går imod størstedelen, og fortæller sandheden når nogle spørger mig om noget. Nogle ting holder jeg for mig selv, klart! Men, jeg føler egentlig ikke at jeg burde være flov over noget. Jeg er absolut ikke ene om mine problemer, det er bare ikke mange der tør stå ved dem, og sige det er mig, take it or leave it.. I stedet for der går rygter om alt muligt lort, hvorfor så ikke bare sige sandheden? Ihvertfald har jeg lært at det får folk til at lukke munden. Hvis de er rigtige venner vil de forstå en, hvis man ikke lige magter at være sammen, eller hvis man hellere bare vil ligge hjemme alene. Jeg har de bedste venner. De forstår mine særheder, og mine mange problemer. Når jeg siger nej tak, så er der ikke nogen diskussion. Jeg elsker det. Det er ikke fordi jeg truer dem, haha, men bare fordi de respekterer mig. Det er jeg så endeløst lykkelig for. Et eller andet sted tror jeg også man vil få mere respekt idet man tør stå ved sandheden, og ikke pakke tingene alt for grundigt ind. Vær dog ærlige.
Hvis man fortæller sandheden, opstår der ingen rygter, og ingen vil sætte spørgsmålstegn ved dine særheder..
0 Kommentarer:
Send en kommentar