fredag den 26. november 2010

Anmeldelse af Per Helmer

”Hairspray” – velfungerende og gennemsympatisk. Se den!

Endelig en teaterforestilling, der ikke er for lang. Det er sjældent, man kan sige det, men ”Hairspray” slutter præcis der, hvor den skal: med en festlig finale og musikalsk på toppen.
Man venter sig ikke meget handling af en musical, der som regel blot er en tynd undskyldning for at syng...e og danse. ”Hairspray” i OEG-versionen er en behagelig undtagelse. Det er en askepothistorie om  pigen, der gerne vil være berømt, men her vendt på hovedet på samme sympatiske måde som Fiona i Shrekhistorien. Her er det historien om Tracy, der gerne vil være den nye stjerne i showet, sponsoreret af Spritzer Hairspray. Tracy er ikke lige den oplagte stjerne på grund af sit udseende, men som med Fiona i ”Shrek” er moralen, at vi skal se på de indre værdier og ikke bare de ydre. Det er modigt, det er flot og det er sympatisk. 
Som i al dramaturgi er det modstanderen, der leverer konflikten og fremdriften i handlingen, her ved den surmulende Amber, der ikke tåler konkurrence i det glatte show, der kun fokuserer på de overfladiske kvaliteter. Der er mange gode biroller, som får lov til at spille sig ud, både i replikker og sang og dans: studieværter, venner og veninder, førsteelskeren Link, der er dejligt superromantisk, og forskellige alternative typer i Baltimores showbizz engang først i 60’erne før langt hår og flower power.
Det hele holdes sammen af et meget velfungerende orkester, hvor især rytmesektionen fortjener meget ros for et fantastisk drive på de gamle rocknumre, men også velspillende blæsere giver en fin autentisk lyd. På den musikalske side var jeg dog allermest imponeret af ”The Sugar Mamas” på en lille sidescene, hvor lyden var noget af det mest autentiske 60’er lyd, jeg længe har hørt. Selv de små bevægelser a la grupper som ”The Ronettes” var gennemført og sangen var ganske enkelt i top, især de mange tostemmige kor.
Endelig skal nævnes dansen. Selvom jeg spottede især én meget professionel danser, så fungerede truppen som helhed glimrende med opfindsom og velindstuderet koreografi. Især i den store finale gik dans og musik op i en højere enhed og fik stykket til at slutte der, hvor et stykke skal slutte: på toppen.
For 40 kr. er det glimrende underholdning hvert eneste minut. Især kan jeg opfordre både lærere og det øvrige personale til at se en lang række elever vise deres talenter, hvor det ikke gælder pensum og karakterer.
Musicalen ”Hairspray” holder på frisuren, så ikke et hår sidder forkert.

1 Kommentarer:

Renovering af hus sagde ...

The perfect connection from human being and art. I like that..