Min elskede moster blev i går gift, med hendes kæreste igennem 5 år.
Det var rigtig smukt, og utrolig traditionelt. Hun var iført en smuk rosa kjole, smukke sko, og fint permanentet hår. Aldrig har hun været smukkere. Hun blev kørt i en hvid limo, og O M G hvor jeg dog bare misunder hende for at have siddet i sådan en!
Da hun var ankommet, og vielsen blev gennemført af borgmesteren, skulle vi i deres have, for a få noget a drikke imens de fik taget bryllups billeder.
Så kom vi til maden, mmmh! TOTAL lækkert, man kunne godt se det var min moster, som stod for menuen, for der var alt vi kan lide! Ikke nok med det fin'pyntede lokale, de mange gæster, og den fine mad, så var der også lejet en musiker. Der var festligt musik hele tiden.
Men så begynder han at spille et mere stille nummer. Det lød så smukt. Men, så gik der lidt, og jeg kiggede straks på min far og spurgte: "Hvilket nummer er det der?!" Så gik der lidt inden han svarede. Tror ærlig talt han helst ville have løjet, men jeg ville jo finde ud af hvilket nummer det var alligevel. Det var I did it my way. Min farfar er næsten lige død. Og til hans begravelse blev det nummer spillet, og jeg har ikke kunne høre det siden uden at hulke. Idet han sagde titlen løb tårerne bare ned ad mine kinder. Det var SÅ flovt! Jeg sad overfor nogle mennesker jeg ikke kendte overhovedet, havde heldigvis min far på den ene side, og bror på den anden. Men, dem overfor sad bare og stirrede på tårerne trillede. Jeg prøvede virkelig at holde det inde, men straks løb det hele igennem mit hoved endnu engang. Jeg måtte rejse mig fra bordet for at gå ud på toilettet. Tror alle lagde mærke til det. Jeg gik så derud, satte mig ned, holdte mig for ørene til nummeret var slut, tørrede øjnene og gik ud til maden igen. Idet jeg sætter mig på min plads, forsætter han nummeret. Dér var det for meget for mig. Der hulkede jeg ved bordet. Kunne ikke holde masken, måtte bare hive i min far for at komme væk, men straks kom mor til undsætning. Så gik vi ud på toilettet sammen.
Da vi kommer ind sidder min dejlige far og smiler. Han havde været oppe og forklare musikeren min sag, og om han ikke kunne spille noget andet i stedet. Resten af aftenen blev den ikke spillet, og der blev ikke flere tårer.
Det var smadder hyggeligt, og er glad for jeg kom med, trods tårerne ved middagen.
Det var rigtig smukt, og utrolig traditionelt. Hun var iført en smuk rosa kjole, smukke sko, og fint permanentet hår. Aldrig har hun været smukkere. Hun blev kørt i en hvid limo, og O M G hvor jeg dog bare misunder hende for at have siddet i sådan en!
Da hun var ankommet, og vielsen blev gennemført af borgmesteren, skulle vi i deres have, for a få noget a drikke imens de fik taget bryllups billeder.
Så kom vi til maden, mmmh! TOTAL lækkert, man kunne godt se det var min moster, som stod for menuen, for der var alt vi kan lide! Ikke nok med det fin'pyntede lokale, de mange gæster, og den fine mad, så var der også lejet en musiker. Der var festligt musik hele tiden.
Men så begynder han at spille et mere stille nummer. Det lød så smukt. Men, så gik der lidt, og jeg kiggede straks på min far og spurgte: "Hvilket nummer er det der?!" Så gik der lidt inden han svarede. Tror ærlig talt han helst ville have løjet, men jeg ville jo finde ud af hvilket nummer det var alligevel. Det var I did it my way. Min farfar er næsten lige død. Og til hans begravelse blev det nummer spillet, og jeg har ikke kunne høre det siden uden at hulke. Idet han sagde titlen løb tårerne bare ned ad mine kinder. Det var SÅ flovt! Jeg sad overfor nogle mennesker jeg ikke kendte overhovedet, havde heldigvis min far på den ene side, og bror på den anden. Men, dem overfor sad bare og stirrede på tårerne trillede. Jeg prøvede virkelig at holde det inde, men straks løb det hele igennem mit hoved endnu engang. Jeg måtte rejse mig fra bordet for at gå ud på toilettet. Tror alle lagde mærke til det. Jeg gik så derud, satte mig ned, holdte mig for ørene til nummeret var slut, tørrede øjnene og gik ud til maden igen. Idet jeg sætter mig på min plads, forsætter han nummeret. Dér var det for meget for mig. Der hulkede jeg ved bordet. Kunne ikke holde masken, måtte bare hive i min far for at komme væk, men straks kom mor til undsætning. Så gik vi ud på toilettet sammen.
Da vi kommer ind sidder min dejlige far og smiler. Han havde været oppe og forklare musikeren min sag, og om han ikke kunne spille noget andet i stedet. Resten af aftenen blev den ikke spillet, og der blev ikke flere tårer.
Det var smadder hyggeligt, og er glad for jeg kom med, trods tårerne ved middagen.
0 Kommentarer:
Send en kommentar