Laura Sand Poulsen

Dette er et blogindlæg til ære for min Laura.

Lillesøsteren?

Du har været min bedste veninde i 11-12 år, og jeg har altid set dig som min lillesøster.
Jeg har altid ville passe på dig, skælde folkene ud, som ikk var søde ved dig, jeg har altid ville være sammen med dig hele tiden!

Men, tiderne skiftedes dengang jeg flyttede skole, og der viste vores venskab virkelig sit værd. INTET kunne komme imellem os. Ja, alt forandrede sig, men vi var stadig sammen. Vi blev ældre, og fik mindre tid til hinanden, og nu fik vi altså nye venner, men heller ikke det skulle ødelægge noget. Vi ser hinanden måske 1 gang om måneden hvis vi er heldige. Men, når vi så endelig er sammen, tager vi bare fat der hvor vi slap. Intet har ændret sig. Vi har altid 1000 ting at snakke om, og for hver gang vi er sammen, jo mere bliver jeg sikker på hvad vi har. Det er et venskab, som overhovedet ikke kan ødelægges. Vi har seriøst haft alt imod os som var muligt. Men, alligevel er vi her, 12 år efter, og har det lige så fantastisk som vi altid har haft det. Det er aldrig akavet, aldrig pinligt, aldrig er det ubehageligt at ses. Jeg elsker at ligge og snakke i evigheder, om alt og intet. Vi ligger og griner af gamle dage, snakker om de nye dage, og fremtiden. Og uanset hvad, så er vi sikre på, at om der går 2 måneder til vi ses igen, så er det i orden, for vi tager fat hvor vi slap.

Jeg kan slet ikke beskrive hvilket venskab vi har til hinanden, for det er næsten ikke et venskab, men nærmere et familie-bånd, som er blevet skabt igennem de år. Hele min familie elsker dig jo, og det ved du, hele min familie spørger til dig, hele min familie ved, at du er en del af os. Jeg ved, at vores roman ikke vil ende før vi om 1000 år ligger på plejehjemmet sammen hånd i hånd. 

Jeg elsker dig Laura. Det gør jeg virkelig. Vi er Bamse & Kylling, og det vil vi altid være.