Dengang på legepladsen..

Her ligger jeg på min seng, klokken er 21, og jeg er ved at DØ af træthed. 

Mor er lige kommet hjem fra hospitalet.. Ja, Morfar er så indlagt for en masse ting.. Og farfar er også lige blevet indlagt igen, men den her gang er det ikke på Hospice, men på et almindelig hospital! 

- Jeg ligger og tænker tilbage til dengang hvor man ikke vidste hvad Hospice var, da man ikke fik alt af vide i familien, da man kun skulle koncentrere sig om sig selv, sandkassen, gyngerne og sine venner. Engang lagde mor tøjet på sofaen, og så skulle man bare tage det på. Man kunne gå rundt med ingen tøj, lege og synge som Ariel i svømmehallen med sin bror, søster og mor. Men, nu skal man jo pludselig til at tænke på sit "image". Jeg ved ikke noget værre end at være blevet "stor", eller, stor er jeg jo ikk, men alligevel. Nu er der pludselig kommet problemer i ens liv, som altså ikke fandtes på legepladsen. Man har et ansvar, man skal selv tage stilling til ting, vælge sine egne veje, vælge sin egen uddannelse, og finde ud af hvad man faktisk vil med sit liv. Men, hvad med os, som er fuldstændig forvirrede, og stadig ikke ved hvad vi vil? Jeg ANER ikke hvad jeg skal bruge gymnasiet til, men alligevel har jeg truffet det valg, at det ville være smart at have til at falde tilbage på. Jeg ønsker inderligt at blive noget indenfor musik, men hvad er oddsene for det, så min fremtid ser faktisk ikk så godt ud.. Når jeg tænker på den, kan den bedst beskrives som noget gråt, grumset og ukendt. Jeg har ingen idé.

Jeg kan huske for ca. 1 år siden, da jeg var på et trænerkursus, hvor der sad en masse, som er ældre end mig og min veninde, og de snakkede om det der gymnasie. Vi forstod os ikke på det, men det der helt klart gik rent ind var, at man I manges øjne ikke blev set som noget, hvis man ikke gik på Gymnasiet. Jeg blev skræmt, for jeg ville jo ikk være den, de sad og dissede til næste kursus!

Der er bare sådan en evig kamp omkring hvilken uddannelse man skal tage, og ikke mindst HVOR. Kan det for helvede ikke være ligemeget hvor man går? Personligt hater jeg for SYGT TG. Har været på brobygning derude, så derfor kan jeg udtale mig om det. Men folk der aldrig har haft noget med det at gøre, har absolut intet at skulle have sagt. Det pisser mig sårn af når man hører: "Ej OKAY, går du på Ørestad? Det er fandme bar sådan noget lort mand!" - "Okay, hvorfor det?" - "Jamen, det er det bare!" - "Jamen, hvor ved du det fra?" - "Jeg har hørt rigtig meget dårligt om det fra min venindes, bedstevens, søsters kærestes bøsse-ven, som kender en, der har en kusine derude!" .. Ved du hvad? Jeg kan fandme fortælle dig, at halvdelen af dit eget gymnasie har haft valgt Ørestad som første prioritet, men er ikke kommet ind, så bare knyt.. -.-

En evig strid, som aldrig ender!

Faktisk det samme som med hårfarver. Sad og snakkede med nogle fra klassen om de der latterlige grupper på Facebook: "Det er bedst at være blondine". Ehm, ok. Det er nok fordi du selv er det lille ven. OMG! Det gælder ALTID om at være bedst, have det bedste af det bedste, men aldrig om hvordan man har det. Jeg har altid haft gode karakterer, altid sat sygt høje krav til mig selv, lavet alle mine ting og været fuldstændig perfektionist. Det er jeg ikke længere. Der er sket rigtig meget lort i mit liv som teenager, og hvis jeg skulle præstere de samme karakterer, og vise alle hvor god jeg er, så ville jeg ikke kunne have mig selv med. Når jeg ser tilbage til for 2 år siden, ser jeg den perfekte Ann-Sofie. 10 og 12 taller, (BLOND hår), arbejdede som en sindssyg, behagede alle andre. Men, hvor var jeg selv i det hele? Jeg gravede min egen grav, og endte pladask i den. En fantastisk ven fandt mig i den grav, og har haft hjulpet mig op. Jeg vil ikke ende dér igen. Jeg vil have mig selv med. Være glad for hvad jeg laver, om det er som lokumsrenser eller elite badmintonspiller. Jeg har startet et helt nyt liv, hvor jeg har mig selv med. Ja, jeg får måske 4 og 7 taller, ja, jeg tager måske ikke skolen SÅ seriøst, at jeg kan græde over en dårlig karakter, jeg er en lort og siger tit fra overfor andre, jeg er faktisk blevet egoist. Men, på det acceptable niveau. Jeg har mig selv med, og synes bedre om den "nye" Ann-Sofie, end den perfekte. Jeg er glad. Så FUCK da om hvad jeg laver, hvilket gymnasie jeg går på, om hvordan jeg ser ud, om hvem jeg går sammen med! Det rager mig en skid hvad folk synes, så længe jeg har mine fantastiske venner med mig. Og dem har jeg virkelig fundet i hele det forløb fra den gamle mig, til den nye!

Men igen. Det er altså de ting, som betyder noget nu. Det er de ting, som man skal tænke på, og overveje alt ting grundigt..
 Ikke ligesom dengang på legepladsen.

- Annso, <3